Boligejere frygter bopælspligt

 Boligejere frygter bopælspligt

Borgere i Løkken frygter at deres huse vil falde drastisk i værdi eller måske ligefrem blive helt usælgelige. Hjørring Kommune foreslår at indføre bopælspligt i en række af Løkkens byhuse.

Hans Wulf bor i en lejlighed i Løkken. Hvis der bliver indført bopælspligt frygter han at lejligheden vil falde voldsomt i værdi.

- Så vil jeg få svært ved at sælge lejligheden. Så vil jeg føle mig stavnbundet, siger Hans Wulf.

I en ny kommuneplan vil Hjørring Kommune indføre bopælspligt i de huse, der lige nu bliver brugt som helårsbolig - ligesom Hans Wulfs. Forslaget skal forhindre Løkken i at blive en spøgelsesby om vinteren, men ejendomsmæglere spår at priserne vil falde drastisk, når boligerne ikke længere kan sælges som fritidshuse.

Birthe Andersen (Venstre) er byrådsmedlem i Hjørring Kommune og bor selv i Løkken. Hun er også imod bopælspligten. Hun har nu indkaldt til et borgermøde den 26. marts.

- Vi har en rigtig god udvikling i byen. Over de sidste 20 år er befolkningstallet steget svagt, og det har vi kun fordi vi har et godt mix mellem fritidshuse og helårsboliger. Det risikerer vi at smadre, siger Birthe Andersen (Venstre).


Seneste nyt

fra Nordjylland