Boligforeninger i problemer
Foto: Jesper Lange
Boligforeningen Vanggården har underskud i over halvdelen af sine afdelinger.
Der bliver flere og flere ledige boliger i Nordjylland. Det giver blandt andet problemer i Boligforeningen Vanggården, der har underskud i over halvdelen af afdelingerne.
Der er underskud i 17 ud af Vanggårdens 28 afdelinger. Det viser regnskabet for 2011. En stor del af underskuddet skyldes, at alt for mange lejligheder står tomme.
- Vi har problemer med at få lejet vores lejligheder ud i nogle af afdelingerne. Det skyldes blandt andet, at huslejen er for høj, men det har også noget at gøre med finanskrisen. Dem, der gerne vil have solgt deres hus og i stedet flytte i lejlighed, kan ikke få solgt deres bolig, og det rammer så boligforeningerne, siger næstformanden i bestyrelsen i Boligforeningen Vanggården, Niels Henrik Nielsen.
Aalborg Kommune, der har tilsynet med de almene boliger i kommunen, er bekymret for Boligforeningen Vanggårdens økonomi efter den seneste opgørelse fra revisorerne.
- Underskuddet er af sådan en størrelse, at det truer hovedforeningens eksistens. Man er nødt til at gøre noget, og derfor har vi aftalt et møde med boligselskabets ledelse, hvor vi kan gå ind og kigge på de forskellige afdelinger, siger afdelingsleder i Plan og Byg i Aalborg Kommune, Kim G. Pedersen.
Boligforeningen Vanggården er langt fra den eneste, der har problemer. Siden 2009 er antallet af ledige almene boliger i Nordjylland steget fra 352 til 569. Det er en stigning på 61,6 %. Boligforeningen Vanggården vil nu overveje, om den skal sætte huslejen op, med fare for, at det bliver endnu sværere at leje ud.
- Vi er selvfølgelig nødt til at tage en snak med vores forskellige afdelinger om bæredygtigheden i at sætte huslejen op, for vi skal huske på, at vi ikke bare kan sætte huslejen op, for det påvirker også vores afsætningsmuligheder, siger Niels Henrik Nielsen.
Sebbersundvej i Aalborg Øst er en af de afdelinger i Vanggården, der har minus på kontoen. Det betyder, at beboerne kan se frem til, at det sandsynligvis bliver dyrere at bo her i fremtiden. Og det vækker bekymring blandt beboerne:
- Det er ved at være for dyrt at bo herude. De sidste to år er det allerede steget med 300 kroner om måneden. Man tænker da nogle gange på, om man skal flytte, siger Jan Peter Svendsen, der bor på Sebbersundvej.
Karina Sørensen, der også bor i Boligforeningen Vanggårdens lejligheder, er enig:
- Hvis huslejen stiger, betyder det, at jeg flytter hurtigst muligt. Det er jo snart ligeså billigt at leje et helt hus.
Boligforeningen Vanggården har i alt knap 2000 lejligheder.