03:15

Huspriserne i Nordjylland har nu for første gang oversteget niveauet fra årene før finanskrisen.

Foto: Johnni Isaksen

1 af 2

Boligpriserne stiger markant i Nordjylland

Boligmarkedet i Nordjylland har så meget vind i sejlene, at priserne flere steder nu er højere, end de var før finanskrisen ramte.

Efterspørgslen efter huse er massiv i Aalborg, hvor boligerne er attraktive som aldrig før. Faktisk så viser en ny undersøgelse fra boligsiden.dk, at boligmarkedet i Nordjylland flere steder er i så stor fremgang, at priserne mange steder nu er dyrere end før finanskrisen ramte.

- Aalborg er bare blevet til en magnet, og rigtigt mange vil gerne bo i byen.  Så jo, det er dejligt at være mægler her. Vi ville bare ønske, at vi havde flere huse at sælge, fortæller ejendomsmægler hos Nybolig Inge Ørtoft, der i den grad mærker efterspørgslen.

Nordjylland er faktisk blandt de tre regioner i landet, der har klaret sig bedst ud af finanskrisen set med bolig-økonomiske øjne. De andre er Storkøbenhavn og Østjylland. Og at boligmarkedet igen er i fremgang undrer ikke cheføkonom ved Spar Nord, Jens Nyholm.

- Det er jeg ikke overrasket over. Beskæftigelsen er steget rigtig meget på landsplan de senere år, så at der er kommet godt gang i boligmarkedet, det synes jeg er en naturlig følge, siger han til TV2 Nord.

Huspriserne i Nordjylland toppede inden finanskrisen i 2008 med 9.200 kroner per kvadratmeter. I dag er kvadratmeterprisen steget med 200 kroner per bolig i gennemsnit.

Med til beregningen hører dog også, at det især er kommuner som Aalborg og Mariagerfjord, som trækker den gennemsnitlige pris op. Således er der fortsat adskillige kommuner i Nordjylland, hvor boligpriserne endnu ikke har nået det niveau, de lå på, inden finanskrisen ramte.