Bombetrussel afblæst

Nordjyllands Politi har forladt Tech College i Aalborg, og der er ikke fundet noget mistænkeligt, men efterforskningen fortsætter.

Nordjyllands Politi har ikke fundet noget mistænkeligt på Tech College i Aalborg efter der torsdag eftermiddag kort før klokken 13 blev ringet en bombetrussel ind mod skolen.

Politiet har gennemgået skolen i Aalborg, og alle skolens ni afdelinger er lukket frem til fredag morgen, da truslen blev ringet ind på skolens hovednummer, og der derfor er usikkerhed om, hvilken af skolens ni afdelinger truslen var tiltænkt. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard.

Politiet har torsdag eftermiddag forladt Tech College, og nu fortsætter efterforskningen.

- Vi har en idé om, at truslen ikke er helt seriøs, men det efterforsker vi i øjeblikket, siger Bent Højgaard.

TV2/Nords reporter på stedet talte torsdag eftermiddag med flere elever på Tech College, som ikke tror, at der er tale om en reel bombetrussel.

- Jeg tror ikke, det er rigtigt. Jeg tror, det er et eller andet fake, siger Mikkel Berntsen Fruergaard.

- Jeg tror ikke rigtigt på det. Jeg tror, det er nogen, der har lavet sjov og har været virkeligt dumme i hovedet, siger Maria Lykke.

- Hvis det er en joke, så synes jeg bare, det er virkelig umodent af folk, siger Maria Lykke.

Selv hvis der er tale om en falsk bombetrussel, så er der stadig tale om en alvorlig sag, forklare vagtchefen.

- Det bliver en klar straffesag. Hvis vi finder personen, bliver han anholdt og måske også fremstillet for en dommer, alt efter hvad efterforskningen viser, siger Bent Højgaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland