Book nytårshotel til hunden allerede et år før

Hvis du skal være sikker på at have plads til din hund i de nordjyske hundepensioner nytårsaften næste år, så skal du allerede overveje at booke nu. Det fortæller DR Nordjylland.

Fire ud af fem nordjyske hundepensioner, som DR Nordjylland har talt med, melder om alt optaget nytårsaften. Og mange hundeejere booker allerede plads et helt år før. Det fortæller flere hundepensionsejere.

Hos Elmelundens Hundepension i Hals er der plads til 45 hunde, men allerede for flere måneder siden var der fuldt booket.

- Jeg vil skyde på, at en tredjedel af hundeejerne allerede bestilte plads 1. januar, fortæller ejer Torben Winkler. Han har måttet afvise cirka 50 hunde, fordi der ikke var plads.

Også hos Kærgaards Hundepension i Hjallerup er alt booket, og har været det siden sensommeren.

- Der er rigtig mange hundeejere, som bor inde i byen, som har opdaget, at deres hunde ikke bryder sig om den larm, der er nytårsaften. Derfor sender de dem herud på landet, hvor der er fred og ro, siger ejer Ann Skindbjerg til DR Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland