Borerig mistede sin helikopterplatform under 100-årshændelse: Skal repareres i Skagen Havn
Boreplatformen Noble Resilient, der mistede sin helikopterplatform i Frederikshavn Havn under en 100-årshændelse, ankom i går aftes til Skagen Havn.
Her forventer havnedirektør Willy B. Hansen, at den skal ligge i mindst to måneder.
- Afhængigt af hvor hurtigt arbejdet skrider frem, skal den i hvert fald ligge her et par måneder.
Boreplatformen mistede som tidligere nævnt sin helikopterplatform, da det 332 meter lange skrotskib Zafiro Producer rev sig løs af sine fortøjninger i Frederikshavn Havn og forårsagede store skader blandt andet på Orskov Yards Dok 5.
Men der skete også skader på boreriggens kran.
- Den ligger her, fordi den skal have repareret dens kranbom, helikopterdæk og andre ting, inden den skal på opgave igen i Nordsøen, lyder det fra havnedirektøren.
Det er første gang, at en boreplatform skal repareres i Skagen Havn. Og valget er faldet på Danmarks nordligste havn på grund af dens placering i forhold til Nordsøen, og fordi der er en tilstrækkelig vanddybde til det store fartøj.
- Der har gennem nogen tid været dialoger med aktører i relation til teknisk service på offshore enheder. Det er derfor godt at få bekræftet, at de faciliteter og kapaciteter Skagen Havn kan tilbyde, nu er kommet i spil til en større serviceopgave, siger Willy B. Hansen.
Og boreriggens anløb i Skagen Havn forventer at generere et større antal hotelovernatninger til byen.
- Det er et spændende projekt, man i nærmeste fremtid kan se ved kaj 41 på det nye havneareal. Vi er godt tilfredse med, at Noble Corporation har valgt Skagen Havn til opgaven, og ser især frem se de forventede positive afledte effekter. Skagen Havn arbejder i øvrigt på at etablere landstrøm i samme kajområde, så Noble Resilient og lignende fartøjer i fremtiden vil kunne ligge tilkoblet på grøn strøm langs kajen i Skagen, siger vicedirektør i havnen, Mikal Nielsen.