Borgere føler sig snigløbet: Kæmpe mink-farm på vej
En gruppe borgere i Ryå er chokerede over, at kommunen er i fuld gang med at godkende en stor minkfarm i nærheden af byen.
Lugt, fluer og faldende huspriser - der er masser af bekymringer for borgerne i Ryå, efter at de har fundet ud af, at Jammerbugt Kommune er i gang med at godkende en minkfarm med plads til 6000 tæver.
- Det er en bombe for lokalområdet. Jeg er chokeret over, at noget, som ingen havde forventet, lige pludselig er på vej, siger Preben Dalgaard, der bor i Ryå.
For 15 år siden lukkede en minkfarm på grunden, og den skulle have været omlagt til landbrugsjord senest et år efter lukningen. Men det skete aldrig - og nu vil en ny ejer bygge en meget større minkfarm.
- Det havde vi ikke lige regnet med. Vi har lige bygget nyt hus, og huspriserne falder jo til det halve, hvis der kommer en minkfarm i baghaven, siger Birthe Olesen, der bor få hundrede meter væk fra grunden.
Kun de fem beboere, der bor tættest på minkfarmen, er blevet hørt i sagen, på trods af at Ryå ligger få hundrede meter fra bygningen.
- Det undrer mig, at vi ikke også er blevet spurgt. Der er ingen, der kan forstå, hvorfor der skal ligge en minkfabrik der, siger Preben Dalgaard.
Se mere til sagen i vores udsendelse i aften klokken 19.30.