Borgere lever i stank på femte måned
I fem måneder har virksomheden Danish Salmon sendt en markant lugt af fiskeaffald ud over Hirtshals. Fiskeproducenten skulle ellers være yderst miljø-rigtig - og ikke lede affaldsstoffer ud - men alligevel kæmper virksomheden med beskidt spildevand. Hjørring Kommune har indtil videre haft tålmodighed med den lugtende virksomhed, men nu har naboerne fået nok
I fem måneder har virksomheden Danish Salmon sendt en stank af fiskeaffald ud over Hirtshals. Nu har naboerne fået nok.
Virksomheden Danish Salmon sender dagligt en stank af fiskeaffald ud over Hirtshals. Stanken har stået på i fem måneder - og naboerne har nu fået nok.
- Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Det påvirker os rigtig meget, at der lugter sådan. Mig og min kone vågner nogle gange om natten, fordi det er så slemt. Det giver mig hovedpine, forklarer Christian Thomsen, der bor med sin familie lige op af fabrikken.
En af byens motel-ejere kæmper også med stanken.
- Alle gæsterne snakker om det. Jeg er virkelig bange for, at de ikke vender tilbage til Hirtshals, siger Mette Thomsen, der driver motellet.
Danish Salmon skulle ellers være en yderst miljø-rigtig virksomhed, som ikke leder affaldsstoffer ud. Alligevel kæmper virksomheden med beskidt spildevand. En ny, midlertidig direktør er nu ved at rette op på fejl, som den tidligere ledelse har begået.
- Vi er godt klar over, at den er gal, og at det ikke er i orden, der lugter sådan. Lige nu kæmper vi alt, hvad vi kan for at finde noget, der kan neutralisere lugten, forklarer Bent Urup, der er ny direktør.
Hjørring Kommune har indtil videre haft tålmodighed med den lugtende virksomhed, men kommunens teknik- og miljø-direktør siger nu, at der skal til at ske noget.
- Det er noget, vi skal have gjort noget ved. Derfor er vi også i daglig kontakt med fabrikken og ledelsen, siger miljødirektør Andreas Duus.
Han forventer, at lugtgenerne er væk inden for en måned.