Borgere til kamp for invalid
I dag var op mod hundrede borgere samlet i Terndrup for at vise støtte til den 20-årige Mathias Søndergaard.
I dag var op mod hundrede borgere samlet i Terndrup for at vise støtte til den 20-årige Mathias Søndergaard, der er blevet invalid efter en ulykke for fire år siden.
Baggrunden er at han i snart fire år har kæmpet mod Rebild Kommune. Mathias Søndergaard kom som 16-årig ud for en BMX-ulykke, hvor han beskadigede nogle nerver i ryggen, der gør ham delvist lam i benene og giver ham konstante smerter. Rebild Kommune har vurderet, at hans tilstand var for god til, at man kunne give ham førtidspension. Kommunen har senere også givet ham afslag på en invalidebil, med den begrundelse, at hans tilstand er for dårlig.
På trods af kulde og blæst var der mødt knap 100 borgere op for at vise deres støtte og sympati for Mathias Søndergaard.
- Jeg synes, at det er fantastisk, at der er så mange, der er mødt op. Jeg synes, det er fantastisk, at de holder sådan et arrangement for mig. Jeg er rigtig rørt over, at der er nogen, der tænker så meget på mig. Det gør mig rigtig glad og varm indvendig, siger Mathias Søndergaard.
Lars Dahl, der har været en af de borgere, der har stablet demonstrationen på benene, kender ikke Mathias perosnligt, men har også fået nok af kommunens beslutninger.
- Vi har jo igennem meduerne kunne følge Mathias' sag, og kunne til sidst ikke holde ud til at se hvordan han bliver behandlet, af et system der burde hjælpe ham. Så vi blev enige om i arrangør-gruppen, at vi gerne ville gøre noget. Og så prøvede vi at sætte det her i stand, og jeg må sige, at det er blevet en succes på trods af vejret, siger Lars Dahl.
Rebild Kommunes borgmester, Leon Sebbelin har tidligere ikke ville udtale sig om sagen. I dag talte han så til demonstranterne, dog uden de store løfter.
- Jeg kan ikke hjælpe Mathias i den forstand, at lave om på afgørelserne, men vi har en lang række tiltag, som mulighed for at kunne hjælpe. Og det er jeg sikker på, at man arbejder med. Men det er klart, at det skal alt sammen være noget, der ligger indenfor de lovmæssige rammer, der nu engang er, siger Rebild Kommunes Borgmester Leon Sebbelin.
Flere politikere var mødt op i dag, deriblandt Allan Busk, der har været inde i sagen fra starten. I hans tale sagde han "Jeg synes, at vi skal give arrangørerne en hånd og samtidig en finger til alle de mennesker, der har lavet den her reform". Det var sød musik for de fremmødte, der kvitterede med klapsalver. Folktingspolitikeren Bjarne Laustsen kan godt forstå borgernes frustrationer.
- Det er kommunen, der har afgørelsen i den her sag, de har så sendt den videre til ankestyrelsen, men det er klart at vi i folketinget også har et ansvar for, at lovgivningen i sådan nogle sager her er i orden. HAR DE VÆRET DET I DENNE HER SAG? Det er svært at sige før ankestyrelsen har talt, men det jeg har sagt både her i dag og til Mathias er, at hvis det viser sig, at Rebild Kommune får ret, så er der noget der tyder på, at lovgivningen er gal, siger Bjarne Laustsen.
Familien håber på svar fra Ankestyrelsen til juni eller julli i år.