Borgmester: Det er hovedløs centralisering

Lukningen af Morsø Sygehus sker på et mangelfuldt grundlag, mener borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen.

Sygehuset på Nykøbing Mors' fremtid hænger lige nu i en tynd tråd. Region Nordjylland er ved at lægge sidste hånd på fremtidsplanerne, og her har man blandt andet lavet en ny sygehusstruktur. Her står sygehusafdelingen på Mors til at blive lukket.

Den idé bliver naturligvis ikke modtaget med glæde på Mors, og her stiller borgmester, Hans Ejner Bertelsen sig skeptisk over for grundlaget for beslutningen.

- Jeg synes, at regionen er ved at træffe en beslutning, hvor de ikke har det nødvendige grundlag. I stedet for at kigge på, hvilke afdelinger, der kan give en besparelse på de 40 millioner kroner, så skulle man i stedet kigge på, hvor man er mest effektiv, siger Hans Ejner Bertelsen.

I morgen mødes Hans Ejner Bertelsen med politikerne fra regionsrådet samt Lene Kjeldgaard Jensen, der er borgmester i Thisted Kommune. Her er håbet, at man kan kaste nye idéer ind i puljen, hvilket kan hjælpe den vestlige del af Nordjylland.

- Det kunne jo godt ske, at man skal nytænke hele sygehusvæsenet. I stedet for, at man hovedløst centraliserede, så kunne må gå ind og finde ud af, hvad er det for nogle afdelinger, der kører rigtig godt, og på den måde effektivisere og optimere driften, siger Hans Ejner Bertelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland