Borgmester installerer livsreddende røgalarmer

Kalenderlys og adventskranse er en fast del af december, men levende julelys øger risikoen for brande i hjemmet markant. Og når der samtidig er mange hjem uden røgalarmer, kan det blive en farlig kombination.

I den mørke decembertid er det voldsomt populært med levende lys i de nordjyske hjem. Men selvom de mange stearinlys er forbundet med store mængder hygge, skal de behandles med forsigtighed. Levende julelys øger risikoen for brande i hjemmet markant, og når der samtidig er mange hjem uden røgalarmer, kan det blive en farlig kombination.

- Man bliver slået lidt ud af den vante rutine. Man har måske tændt nogle lys, man ikke plejer at have og husker ikke lige at tjekke, inden man går i seng, så der desværre en højere statistik med brande her i december, siger Peter Hofman-Bang, der er daglig leder i BrandBevægelsen.

Derfor er der nu flere, der gør ekstra indsats for at få røgalarmer op i de danske hjem. Det gælder blandt andet Hjørring Kommune, hvor borgmesteren mandag var på besøg hos 90-årige Ellen Weinkouff, der indtil i dag boede i et af de omkring 600.000 huse, der ikke har en røgalarm.

- Det er ren og skær sløseri. Vi har tit snakket om det, men så bliver det alligevel ikke til noget, siger Ellen Weinkouff.

Hvert år er juledekorationer skyld i brande i private hjem, og det kan også være med død til følge. En røgalarm giver husets beboere ekstra tid, og derved bedre mulighed for at overleve.

- Så derfor er der ikke noget at betænke sig på, det er bare at se efter og få en købt og få den sat op, for det er lysets tid, siger borgmester Arne Boelt.


Seneste nyt

fra Nordjylland