Borgmester tager første spadestik

Den A. P. Møllerske Støttefond har valgt at donere 10 millioner kroner til udvidelsen og renoveringen af MARTEC. I dag tog borgmester Birgit Hansen første spadestik til byggeriet.

Pladsen på Hånbækvej 54 er blevet trang, efter at flere og flere søger ind på maskinmesteruddannelse på MARTEC i Frederikshavn. Samtidig trænger de gamle og slidte bygninger, der er knap 50 år gamle til et gevaldigt løft.

A. P. Møller Fonden har valgt at spytte 10 millioner i kassen til renoveringen og moderniseringen. En støtte, direktør på MARTEC Pia Ankerstjerne er meget taknemmelig for.

- Donationen fra den A. P. Møllerske Støttefond er medvirkende årsag til, at vi nu kan lægge en ekstra fløj med multisal til skolen og samtidig udvide vores kantine - og personalefaciliteter, så de matcher tidens standard og skolens behov. Den nye multisal vil kunne danne ramme om langt større arrangementer, hvor vi kan samle både studerende og medarbejdere. Det er også vores forhåbning, at erhvervslivet kan drage nytte af de nye forbedrede faciliteter, siger Pia Ankerstjerne.

Og de kan næsten ikke vente til at de nye bygninger står klar. De første byggeforberedelser begyndte allerede efter påske. Men det første spadestik til udvidelsen blev taget onsdag d. 22. april af Birgit Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

De kommende måneder starter arbejdet på et nordjysk totalrenoveret, maritimt uddannelsescenter.


Seneste nyt

fra Nordjylland