Borgmester vil i AaB-bestyrelse

Henning G. Jensen fortæller nu, at han ønsker at stille op til bestyrelsen i AaB.

Det skriver Nordjyske.

Til en nyligt afholdt nytårskur for Erhverv Norddanmark løftede den afgående Aalborg-borgmester lidt af sløret for, hvad fremtiden byder på. Ifølge Henning G. Jensen vil han til april stille op til AaB's bestyrelse.

- Jeg sagde det, som det var, at jeg havde fået en henvendelse fra formanden for AaB af 1885, Jesper Møller, siger borgmester Henning G. Jensen til Nordjyske.

Men det er dog langtfra alle, der mener, at Henning G. Jensens kandidatur er nogen god ide. Således mener Venstre, at der er en interessekonflikt.

- Jeg synes, at det er problematisk, at en siddende borgmester i Aalborg bliver bestyrelsesmedlem i et privat firma som kommunen har nære forbindelser til som samarbejdspartner. Der synes jeg, at han kommer for tæt på ved at sidde i bestyrelsen. Det kan han gøre, når han er stoppet som borgmester, men som siddende borgmester er det ikke helt i orden, siger gruppeformand for Venstre Mads Sølver Pedersen, siger han til Nordjyske.

Henning G. Jensen afviser dog over for avisen, at der skulle være et problem.


Seneste nyt

fra Nordjylland