Borgmestre jubler over millioner til nedrivning
Foto: Daniel Mikkelsen
(Arkiv)
Ni nordjyske borgmestre jubler over at have fået millionbeløb fra indenrigsministeriet nedrivningspulje, så faldefærdige huse kan rives ned. I alt knap 23 millioner kroner er tildelt Nordjylland.
Knud Kristensen er borgmester i Vesthimmerlands Kommune. Han er lykkelig over at have fået 3,9 millioner kroner fra nedrivningspuljens i alt 100 millioner kroner. Nu står 140 huse til at blive revet ned.
-Det er rigtig fantastisk og flot. Vi er meget tilfredse og med den pulje vi får nu, kan vi fortsætte med at få ryddet kommunens ruiner væk, siger Vesthimmerlands Borgmester Knud Kristensen til TV2/Nord.
Borgmesteren fortæller, at Vesthimmerlands Kommune er en af de kommuner, hvor Låsby Svendsen har haft mange huse.
-Nu har vi snart fået bugt med hans ruiner. Det sidste vi købte var i Ranum, hvor baghuset var helt smadret. Det forsvinder, og så kan vi sælge forhuset videre, da det er i ok stand, siger Knud Kristensen.
Også i Jammerbugt Kommune er der jubel. Her de fået 2,6 millioner. Borgmester Mogens Gade regner med, at omkring 30 huse kan rives ned udover de godt 100, som allerede er væk.
-Det pynter i landskabet, at vi får ryddet op. Pengene går til først og fremmest at rive gamle og faldefærdige huse ned, men også til at få ryddet op omkring husene og en del grunde bliver opkøbt, så de gamle huse, der står på grundene, kan blive revet ned, siger Mogens Gade til TV2/Nord.
De ni kommuner, der har fået del i puljen, er: Vesthimmerland, Jammerbugt, Brønderslev, Rebild, Læsø, Mariagerfjord, Thisted, Morsø og Hjørring.