To børnehaver lukningstruede
Fremtiden er usikker for to små børnehaver i Mariagerfjord Kommune.
To små børnehaver i Mariagerfjord Kommune, Oue Naturbørnehus og Døstrup Børnehave, står muligvis foran en lukning. I et forslag fra forvaltningen til en ny struktur på dagtilbudsområdet peges der på, at de to børnehaver skal lukkes, fordi der er alt for få børn i dem.
Der er henholdsvis 22 børn i Oue Naturbørnehus og 35 børn i Døstrup Børnehave.
Formand for Børne- og Familieudvalget i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen (V) forsikrer om, at der endnu ikke er taget endeligt stilling til forslaget, der nu sendes i høring.
- Men der skal altså være børn i en børnehave, for at det kan hænge sammen økonomisk, siger han.
Hvis lukningen af de to små børnehaver bliver en realitet skal mange af børnene flyttes til institutionen Rosenhaven i Hobro, der skal have plads til op til 100 børn.
Samtidig med at kommunen vil lukke de to børnehaver, er der i øjeblikket lagt op til, at otte kommunale skoler skal lukke.