Børnene elsker ham - nu har han jubilæum
Foto: Bertram Bailey/TV" Nord
Den populære børnemusiker Michael Back har i år lavet gak og løjer for de yngste i hele 25 år. Med flere end 4,5 millioner afspilninger på Youtube, kan man ikke komme udenom, at den nordjyske musikformidler er populær hos de danske børn.
Okay, måske er artiklens overskrift lidt en journalistisk stramning, men én ting er sikkert. Er der brug for musik og underholdning til de mindste børn, er Michael Back en sikker mand at ringe til.
For med seks børneudgivelser, 4000 koncerter landet over og nu 25-års jubilæum, viser tallene sit tydelige sprog. Børnene er vilde med Michael Back.
Oprindeligt skulle den nordjyske musiker kun have lavet gak og løjer for børn i omkring to år, men nu er der altså gået et kvart århundrede.
- Når man mærker, at folk godt kan bruge det, man kommer med, og synes, det er sjovt, så bliver man ved, lyder det fra Michael Back.
Hør fra den rutinerede børnemusiker her:
For Michael Back er det altafgørende, at han får en god respons fra sit unge publikum, for uden dem kunne han ikke blive ved.
- Jeg har tit hørt, at børnene de siger: 'ej, hvor er du bare fjollet, Michael Back', og jeg tænker bare hver gang, at det er mega-fedt, de synes det, fortæller han.
Ikke kun børnemusik
Måske leder navnet Michael Back tankerne hen på noget lidt andet for de mere voksne læsere. Og det vil give rigtig god mening.
I 80'erne var han nemlig en del af bandet 'Boobs', der spillede i det kendte musikprogram Eldorado og sågar har givet koncert på Roskilde Festival.
Ifølge hovedpersonen selv er det dog ikke noget, han savner.
- Når jeg er ude og spille musik for børnene, handler det ikke så meget om det musiske. Det handler mere om den oplevelse, vi laver sammen, og den stemning, vi skaber. Det, synes jeg, er enormt spændende, forklarer Michael Back.
Om det bliver til endnu 25 år er usikkert, men planer om helt at stoppe, er der ingen af.
- Jeg stopper først den dag, jeg ikke kan få børnene med længere. Når ikke jeg kan fange dem, og det bliver op ad bakke - det skal være sjovt for alle. Men jeg føler heldigvis, at jeg aldrig har været så god, som jeg er nu, lyder det.