Bosteder anklaget for at snyde klienter
Foto: TV2/Nord
Hver uge indberettes sager, hvor bosteder anklages for misbrug af udviklingshæmmedes penge.
En udviklingshæmmet kvinde har stævnet Thisted Kommune for 150.000 kr.Hver uge indberettes sager, hvor bosteder anklages for misbrug af udviklingshæmmedes penge.
Det skriver Berlingske.
Landsforeningen for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende, LEV, får hver eneste uge henvendelser fra pårørende, om at kommunen eller personalet på et bosted misbruger den udviklingshæmmedes konto og hæver penge for store beløb.
LEV raser over sagerne og mener, de skyldes en kombination af dårlig ledelse og presset økonomi på bostederne.
- Der er virkelig stor kreativitet for at få tingene til at løbe rundt, siger Sytter Kristensen, formand for LEV til Berlingske.
- Og det ender nogle steder i manipulation, hvor alle jo synes, det er en god idé, at der en nye møbler og spændende blade i fælleslokalet, men hvem skal betale? Det bliver så de udviklingshæmmede, og det er uanstændigt, siger Sytter Kristensen.
I flere tilfælde er ledere og personale på bosteder meldt til politiet for at stjæle, og der er sket tilbagebetaling til beboerne.
I Thisted har pårørende til en 57-årig udviklingshæmmet kvinde stævnet kommunen for 150.000 kroner. Pengene er over en årrække blevet hævet på kvindens konto, uden at personalet på det kommunale bosted kan fremlægge kvitteringer, skriver Berlingske.
Thisted Kommune afviser blankt, at kvinden skulle have penge til gode, men erkender, at bilagene "fejlagtigt er bortkommet".
LEV opfordrer til, at der udarbejdes fælles, landsdækkende og skrappe krav til, hvordan kommunerne håndterer udviklingshæmmedes økonomi.
Folketingets ombudsmand afventer dommen fra sagen i Thisted, oplyser inspektionschef Lennart Frandsen til Berlingske.