Brækhus bokser i Frederikshavn
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Til september er der igen Nordic Fight Night i Frederikshavn. Denne gang bliver det med den norske verdensmester Cecilia Brækhus.
Den norske verdensmester kommer til Arena Nord til september.
Da Sauerland-boksestævnet Nordic Fight Night besøgte Arena Nord i Frederikshavn i foråret blev det uden det helt store trækplaster, den norske verdensmester Cecilia Brækhus.
Hun skulle ellers have mødt den franske knockout-dronning Anne Sophie Mathis i en kamp om tre weltervægttitler, men sygdom fik først stævnet udskudt, og siden måtte Brækhus melde afbud til det udsatte stævne.
Men nu er nordmanden klar til det, som promoter Nisse Sauerland kalder den største kamp i hendes karriere. Brækhus, der er ubesejret i 20 professionelle kampe, sæter sine WBA, WBC og WBO weltervægtstitler på spil, når hun møder Mathis, som har en rekordliste, der tæller 26 sejre og to nederlag. Hele 22 gange har hun standset sin modstander på knockout.
- Jeg ville gerne have mødt hende tidligere på året, og jeg er glad for, at vi nu kan mødes i ringen, siger Cecilia Brækhus, som samtidig glæder sig over, at det så hurtigt har været muligt at arrangere mødet mellem de to.