Brand blusset op igen

En voldsom brand i en villa i Ørtoft ved Sæby mandag eftermiddag er nu tirsdag morgen blusset op igen.

Brandvæsnet er igen kørt til adressen i Ørtoft, hvor ilden tilsyneladende igen har fået fat.

- Det er ikke ualmindeligt, at vi ser det i forbindelse med større og voldsomme brande, oplyser vagtchefen hos Nordjyllands Politi, som er orienteret om, at brandvæsnet nu har genoptaget efterslukningsarbejdet.

Branden mandag eftermiddag var så voldsom, at huset har taget så meget skade, at det er ubeboeligt.

Politiets teknikere har endnu ikke haft mulighed for at undersøge stedet, og således kender man endnu ikke brandårsagen.

Branden menes dog at være startet i køkkenet.

Ejeren af huset var ikke hjemme, da branden opstod, og ingen personer er kommet til skade i forbindelse med den voldsomme brand.


Seneste nyt

fra Nordjylland