Brandbilen fra Nibe er nået til Sahara

Brandbilen der kørte fra Nibe i slutningen af januar er godt på vej mod destinationen Guinea-Bissau.

De fire frivillige i Team Nibe-Bissau, som er på køretur fra Nibe til den lille vestafrikanske stat Guinea-Bissau, er nu nået til Vestsahara, hvortil team'et nåede torsdag aften.

Fredag er turen gået videre gennem det vidtstrakte ørkenområde, og brandbilen har her fulgt en rute langs Atlanterhavet. Vestsahara er en politisk følsom provins i Marokko, og det bærer området præg af, med masser af kontrol på landevejene og ved grænseposterne.

De seneste dage har brandbilen passeret Atlasbjergene mod Nord, og de bjergrige områder i det centrale Marokko. Derefter har landskabet gradvist ændret til til store ørkensletter og stedvis små bjerge.

Undervejs møder de fire frivillige store flokke af får, geder og dromedarer, som de lokale bønder lader græsse af den særdeles sparsomme vegetation.

Brandbilen fortsætter de kommende dage mod Mauretanien og Senegal, og der er planlagt ankomst til Guinea-Bissau den 9. februar.


Seneste nyt

fra Nordjylland