Breivik-teater til Aalborg
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Det omstridte teaterstykke Manifest 2083 havde tirsdag præmiere på Teater Nordkraft i Aalborg. Stykket handler om massemorderen Anderes Behring Breivik. Men det er ikke uden modstand, at stykket nu kommer til Aalborg.
- Man skal passe på, at man ikke kommer til at træde på nogen, for det er stadig et meget ømtåleligt emne, siger Tilde Hesteng Byrialsen, der er næstformand for Socialdemokratisk Ungdom (DSU) i Aalborg.
Hun taler om det omdiskuterede teaterstykke, Manifest 2083, der tirsdag havde præmiere på Teater Nordkraft i Aalborg. Stykket handler om massemorderen Anders Behring Breivik, der den 22 juli 2011 dræbte i alt 77 mennesker i Oslo, heriblandt 69 unge mennesker, som var samlet på en sommerlejr for socialdemokratiske unge, på øen Utøya.
- Der er ingen tvivl om, at massakren var en utrolig sørgelig begivenhed, men vi har alle sammen brug for at behandle det på en eller anden måde, siger Jakob Højgård Jørgensen, der er teaterleder på Teater Nordkraft.
- At man vil beskæftige sig med et så uhyggeligt emne i et teaterrum er helt naturligt, synes jeg, siger Christian Lollike, der har instrueret stykket.
Og den holdning er der tilsyneladende mange nordjyder, der deler. I hvert fald var der så godt som udsolgt til tirsdagens præmiere. Teateret skal nok næppe regne med at sælge billetter til stykket hos DSU i Aalborg.
- Jeg vil ikke have lyst til at se det, og slet ikke lige nu. Jeg er stadig for berørt af det, siger Tilde Hesteng Byrialsen.