Brian Batman siger farvel
Den nordjyske bordtennisspiller Brian Nielsen satte nye standarder for hvor meget handicappede kan opnå i idrættens verden. Brian, der nu indstiller karrieren, trodsede både lægernes råd og sin sygdom for at komme til at stå aller øverst på podiet.
Den 45-årige nordjyske bordtennisspiller Brian Nielsen satte nye standarder for hvor meget handicappede kan opnå i idrættens verden.
Han er nok Danmarks mest vindende bordtennisspiller gennem tiderne. I 30 år har han svunget battet, og det blev til et hav af EM, VM og paraolympiske medaljer. Fra nu af skal han finde sig i kun at være tilskuer.
- Jeg har været der, hvor det er rigtig sjovt. Jeg har indstillet mig på at det er slut nu, siger Aalborg bordtennisspilleren Brian Nielsen.
Brian har leddegigt, og det stod slet ikke skrevet i hans sygejournal, at han skulle være elitebordtennisspiller. Lægerne mente, at det var bedst for hans krop, at han ikke brugte den for meget.
- Jeg trodsede lægernes råd, for jeg havde jo et tallent og det ville jeg bruge, siger Brian Nielsen.
Stædigheden betyder at han i dag kan fremvise sin single guldmedalje fra OL i Atlanta, holdguldmedaljen fra OL i Barcelona og hel masse andre medaljer. I fredags sluttede han karrieren af ved hold EM. Og det blev "kun" til en sølvmedalje.
- På sigt skal jeg også nok blive glad for den, men det tager nok lige et par dage endnu, siger Brian.
Brians målrettede bordtennistræning har betydet at han har slidt to hofter og en skulder op, men det også betydet at han har været fuldstændig medicinfri i en årrække. Nu opfordrer han andre handicappede til at se muligheder i stedet for begrænsninger.
- Klø på. Kom ud og brug din krop.