Britt ville ikke lade sine skavanker stå i vejen for at se tronskiftet
Intet kunne stå i vejen for at Britt Geisler fik set kronprins Frederik blive til Kong Frederik.
Britt Geisler kan dårligt komme længere væk fra Christiansborg, end hendes bopæl på Mors. Det kunne alligevel ikke holde nordjyden fra at tage turen hen over de to bælter for at se tronskiftet i København søndag eftermiddag.
Derudover lever Britt Geisler også med kun fem procent syn på det venstre øje – det højre er hun helt blind på. Hun er plaget af leddegigt i hele kroppen og bruger lige nu rollator, fordi hun brækkede sit lårben sidste år. Men det er altså ikke nok til at holde hende hjemme i sofaen. Intet skulle holde hende fra at opleve den historiske dag på første parket.
”Kæmpe oplevelse”
- Det var en kæmpe oplevelse at stå sammen med så mange glade mennesker. Det var ikke meget, jeg kunne se, men jeg så gudskelov lidt at guldkareten, siger Britt Geisler, der især vil huske da Kong Frederik 10. trådte frem på balkonen.
Britt Geisler er glødende royalist og besluttede sig allerede lige efter dronningens nytårstale for, at hun ville til København for at råbe hurra for Dronningen og for at hylde det nye kongepar. Det lykkes hende også, og selvom det på ingen måde var nemt at bevæge sig rundt blandt flere tusinde mennesker i København med rollator og næsten uden syn, så har det været alle anstrengelserne værd.
- Det var bare så rørende det hele, fortæller Britt Geisler.