Brønderslev Kommune anbragte Serritslev-børn for sent
Ankestyrelsen kritiserer i en redegørelse til Socialminister Benedicte Kjær Brønderslev Kommune for ikke at have anbragte otte børn tidligere i den såkaldte Serritslev-sag uden for hjemmet. Kommunen får også kritik på flere andre punkter af Ankestyrelsen.
Brønderslev Kommune får kritik for at vægte samarbejdet med forældrene for højt. Borgmesteren i Brønderslev Kommune, Lene Hansen (Soc.Dem.) sagde i februar, at der ikke var grundlag for at anbringe børnene. Det skete efter en vurdering fra embedsmændene i kommunen. Børne- og Kulturdirektør Henning Risager erkender i dag, at det var en fejl.
- Vi har nu fået ankestyrelsens mening om vores håndtering af sagen, og undersøgelsen siger, at kommunen burde havde grebet hårdere ind tidligere og nedprioriteret at samarbejde med forældrene for at undgå anbringelse. Det ved vi så nu, at det nok er sådan, vi kommer til at agere frem over, og det retter vi naturligvis ind efter, siger han.
Kommunen får kritik for ikke at indhente de sagsakter, som Skanderborg Kommune havde valgt ikke at sende med. Den kritik vil nu give ny praksis i Brønderslev Kommune.
- Når vi modtager sagsakterne fra Skanderborg, så tror vi jo selvfølgelig, at de har sendt alt relevant materiale afsted. Men vi modtog f.eks. intet af det materiale, man havde modtaget fra Lolland. Og der synes vi da, at kommunerne skal blive bedre til at støtte hinanden i arbejdet med at håndtere de her familier, for havde vi kendt til familiens historie på Lolland, så havde vi grebet arbejdet helt anderledes an fra starten. Men nu ved vi, at vi i højere grad selv skal efterspørge yderligere materiale, siger Henning Risager.
Kommunen roser socialministeren for at have taget initiativ til undersøgelsen fra ankestyrelsen.
- For de udsatte familiers skyld skal vi i kommunerne blive bedre til at håndtere dem. Derfor er der hele tiden brug for, at vi bliver dygtigere og klogere. Det gælder ikke bare os men alle 98 kommuner. Hvis ankestyrelsens undersøgelse vil danne præcedens, så ved vi nu, at vi langt tidligere i vores arbejde med udsatte børn og unge skal gribe til mere drastiske foranstaltninger, siger Børne- og Kulturdirektør Henning Risager.
Brønderslev Kommune har aftalt med ankestyrelsen, at man vil have besøg af styrelsen, hvis læringsteam skal dygtiggøre kommunens socialrådgivere yderligere.
- Vi skal som sagt lære af det her, og vi har i undersøgelsesforløbet haft en glimrende kontakt med ankestyrelsen. Så vi har takket ja til deres tilbud, siger Henning Risager.