Brønderslev udvikler folkeskolen
Kommunen er med i landsdækkende projekt
Brønderslev er en af 34 kommuner, der sammen med Kommunernes Landsforening, i løbet af de næste tre år vil bruge ressourcer på at gøre kvaliteten i folkeskolen bedre.
Det overordnede formål i projekt 'Partnerskab om folkeskolen' er at øge elevernes læring og styrke skolens faglighed.
Formanden for børne- og ungdomsudvalget glæder sig over, at kommunen er med. Han ser det som naturligt, at folkeskolen er en af kommunens største indsatsområder.
- Alle taler om, at folkeskolen skal blive bedre. Nu har vi sammen med 33 andre kommuner besluttet os for at gøre noget ved det. Samarbejdsaftalen er netop godkendt af byrådet, så kommunen er forpligtet til at udvikle folkeskolen i de kommende år, siger udvalgsformand Jens Arne Hedegaard.
Kommunen har forpligtet sig til at investere 150.000 kr. i projektet over 3 år - og politikere og embedsmænds tid. Hvordan den enkelte skole i kommunen vil blive involveret, ved man endnu ikke.
- Vi arbejder med forskellige modeller. Jeg kunne godt forestille mig, at vi udnævnte enkelte skoler som pilotprojekt-skoler til at deltage mere intensivt i projektet, siger Jens Arne Hedegaard