Brüel International konkurs
60 ansatte på den gamle og hæderkronede maskinfabrik Brüel International i Hjørring er i overhængende fare for at miste deres arbejde. Virksomheden er gået konkurs og samtlige ansatte er sendt hjem.
60 ansatte ved Brüel International i Hjørring er sendt hjem.
Torsdag blev Hjørringvirksomheden Brüel International erklæret konkurs i skifteretten i Hjørring. Det var virksomheden selv, der havde indgivet konkursbegæring. Nu er 60 mand sendt hjem i mindst 14 dage, mens der arbejdes på en videreførelse af virksomheden i en eller anden form.
24 af de berørte medarbejdere er organiseret i Dansk Metal, og her er næstformand for Dansk Metal i Vendsyssel, Mogens Bjerre, ked af konkursen.
- Det er umådeligt trist for hele byen, for de her folk er så specialiserede, at de ikke umiddelbart kan gå ud og finde et andet job. De er rustfri klejnsmede, og der er ikke så mange arbejdspladser her i vVendsyssel, der kan beskæftige dem, siger Mogens Bjerre.
Brüel er en gammel hæderkronet Hjørringvirksomhed, som i dag primært fremstiller vaske- og transportanlæg til kasser og beholdere til fødevareindustrien og er blandt Europas førende.
Siden 2006 har Brüel International været ejet af Jorgensen Engineering, som har hovedsæde på Fyn.
Trods adskillige henvendelser de seneste dage er det ikke lykkedes TV2 Nord at få en kommentar fra Jorgensen Engineering. De henviser til kurator.
Kurator Søren Bach fra advokatfirmaet Hjulmand og Kaptain siger om konkursen:
- Der er indgivet konkursbegæring fra Brüel International selv. Det er foranlediget af, at moderselskabet ikke længere vil støtte driften, efter at man i de seneste år har tilført kapital flere gange, siger Søren Bach.