Budgetaftale i Region Nordjylland

Mandag blev Regionsrådets seks partier enige om et budgetforlig. Flere penge er afsat til psykiatrien.

Region Nordjylland har nu budgettet for 2012 på plads. Politikerne i regionsrådet er blevet enige om et budget, der er 105 millioner kroner større end sidste års budget.

Regionen har selv givet budgetforliget en overskrift, der hedder "En region i fremdrift".

- Til næste år vil vi for alvor kunne mærke, at vi skal skabe et nordjysk universitetshospital i topklasse. Vi skal skabe et topprofessionelt forskningsmiljø i samarbejde med universitetet, og det er ikke gratis. Derfor har vi afsat et ekstra rammebeløb på 20 mio. kroner til forskning og innovation, skriver regionsrådsformand Ulla Astman i en pressemeddelelse

Ud over forbedringen af sundhedsvæsenet betyder budgetaftalen, at der afsættes ekstra penge til akutbiler, lægebiler, ligesom psykiatrien får flere midler
 
- Vi giver psykiatrien et bredt løft i 2012, som hele Regionsrådet bakker op om. Det giver blandt andet endnu bedre behandling til ældre borgere i gerontopsykiatrien, flere aktivitetsmuligheder for psykiatriske patienter, akut hjælpe-team ved tvangsindlæggelser og samtidig endnu bedre forebyggelse med et opsøgende team, der hjælper børn og unge med skizofreni, siger Ulla Astman.
 
For at finde pengene, har Regionen været nødt til at foretage en række besparelser på andre områder. De 104 millioner, der bliver sparet i forhold til 2011 kommer fra billigere indkøb og rengøring, 20 millioner bliver sparet i administrationen og ca. 25 millioner bliver sparet på vicitationskriterier i forhold til at kunne blive opereret for f.eks. fedme.

- Vi har bevidst undgået rammebesparelser, som ofte er meget upopulære. Samtidig går budgettet ikke ind og ændrer på den nordjyske sygehusstruktur. Sådanne ændringer kræver en længere proces og dialog, og den håndterer vi sammen med vores sygehusplan, siger Ulla Astman.


Seneste nyt

fra Nordjylland