BUPL langer ud efter kommunernes budgetforlig

Kvaliteten forringes i skolefritidsordningerne, sådan lyder det fra BUPL.

SFO'en bliver dyrere, der skal spares, og i det hele taget går det ned ad bakke. Det mener BUPL Nordjylland om kommunernes budgetforlig for 2009. Fagforeningen finder det bekymrende at syv ud af de 11 nordjyske kommuner enten vil spare på pengene eller øge forældrebetalingen.

- Vi har tidligere set, at forældre i nordjyske kommuner valgte SFO-ordningen fra på grund af øgede takststigninger. Det er problematisk, at børn i 6 - 10 årsalderen er uden voksenkontakt om eftermiddagen, udtaler Inge Hansen, formand for BUPL Nordjylland.

Ifølge BUPL vil nednormeringerne også ramme pædagogerne. I Aalborg Kommune betyder nednormeringen på næste års budget blandt andet, at der forsvinder, hvad der svarer til 50 - 60 fuldtidsstillinger og samtidig må ca. 400 pædagoger gå ned i tid.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) vil ikke være med til at indføre loft over forældrebetalingen i de kommunale SFO'er, som BUPL har foreslået. Han mener derimod at forældre bør engagere sig i SFO'en, og hjælpe med praktiske gøremål, og at det kan være med til at forældrebetalingen sættes ned.

- Det er meget bekymrende, at ministeren overhovedet ikke forholder sig til kvaliteten i skolefritidsordningerne og de vilkår som børn, forældre og pædagoger tilbydes, slutter Inge Hansen.

Konsekvenserne i de nordjyske kommuner

Brønderslev: Øget forældrebetaling til SFO

Hjørring: Øget forældrebetaling til SFO samt omlægning af fritidshjem til SFO.

Jammerbugt: Øget forældrebetaling samt besparelse på 763.000 kr. på SFO-området

Morsø: Øget forældrebetaling

Rebild: Reducering af ressourcetildelingen til SFO

Vesthimmerland: Øget forældrebetaling

Aalborg: Samlet besparelse på 17,1 millioner på skole og DUS (SFO) området. Nednormeringer: 50-60 fuldtidsstillinger forsvinder og ca. 400 pædagoger mister deres fuldtidsstilling.


Seneste nyt

fra Nordjylland