Byggepladstyve på spil igen
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
En byggeplads på Hadsundvej i Aalborg er på tre dage blevet bestjålet. Tyvene er blevet pågrebet ligeså mange gange.
To mænd midt i 30'erne blev natten til torsdag, for anden gang på blot tre dage, sigtet for indbrudstyveri. Der er tale om en mand i kørestol og dennes handicaphjælper.
I ly af natten besøgte tyvene - igen - en byggeplads på Hadsundvej i Aalborg. Et vidne alarmerede politiet om at en velkendt bil holdt på den forkerte side af byggepladsens hegn, hvor de to mænd var ved at spænde en trailer efter bilen. Nordjyllands Politi ventede derfor på den ene mands bopæl, da rovet blev fragtet hjem.
- På bopælen står en anden trailer med en del byggematerialer på, som også er stjålet. Der er tale om nogle Velux-vinduer, noget værktøj og en smule andre byggematerialer, fortæller vagtchef ved Nordjyllands politi Karsten Højrup Kristensen.
Ved en ransagning af stedet dukker også 10 krysantemumbomber og andet fyrværkeri op, ligesom patroner, et jagtgevær og en stjålet knallert er at finde.
- Vi fyldte i hvert fald hele vores transportvogn op, fortæller vagtchefen.
Hvor de mange effekter stammer fra, skal nu undersøges nærmere.
- I hvert fald den ene trailer stammer fra byggepladsen i Aalborg og vi har også gode indikationer på, hvor blandt andet vinduerne kommer fra.
De to gerningsmænd blev afhørt på stedet og løsladt herefter.