Bygningsbrand ved Øster Brønderslev

Et nedlagt landbrug blev onsdag middag raseret af en brand. Indsatslederen på stedet formoder, at det er en skærebrænder, der er brandårsagen.

Et nedlagt landbrug syd for Øster Brønderslev på Fyrrevej 24 brændte onsdag middag. Ejeren af ejendommen havde stået mellem tre bygninger og arbejdet med en skærebrænder på en truck, og det er sandsynligvis der brandårsagen skal findes. Det oplyser indsatsleder Preben Jensen.

Selve stuehuset ligger afsides fra de andre bygninger, så det slap nådigt fra ildebranden. Men de to af de bygninger, som ejeren stod og arbejdede imellem stod i flammer, da beredskabet nåede frem til stedet. En overgang frygtede indsatslederen, at ilden ville få godt fat i alle tre bygninger, så der blev rekvireret en ekstra vandvogn til stedet.

- Da vi kom derud fik vi dog hurtigt styr på det, og ilden har ikke bredt sig til de andre bygninger, siger indsatsleder Preben Jensen.

Der var ikke nogen til stede i bygningerne, da branden brød ud.

Under brandslukningen blev der fjernet flere trykflasker fra værkstedet. Blandt andet flasker med acetylengas, der efterfølgende blev nedkølet med vand, for at de ikke skulle blive overophedede og springe i luften. Brønderslev Beredskab arbejder onsdag eftermiddag fortsat med at efterslukke ilden.


Seneste nyt

fra Nordjylland