Bygningskulturens dag på lørdag
Arkitektur & Design på Aalborg Universitet deltager i Bygningskulturens Dag på lørdag den 8. september 2007 med arrangementer om det gamle Toldboden og det nye Utzon Center.
Program:
Aalborgs Toldkammerbygning (Toldboden)
Kl. 11.00 og 13.00
Dagens brugere repræsenteret ved direktør Tom Frandsen, Jyske Bank og lektor Niels Einar Veirum, Arkitektur & Design inviterer indenfor i Toldboden, der er centralt placeret på Aalborgs havnefront.
Rundvisning med toldere
Der er rundvisning ved pensionerede toldere, der selv har arbejdet i bygningen og vil fortælle om dens tidligere anvendelse.
Toldboden er opført under ledelse af kgl. bygningsinspektør professor Hack Kampmann og taget i brug i 1902. Den tiltagende tog- og skibstrafik, der fulgte med industrialiseringen, krævede større pakhus- og frilagerlokaler.
Utzon Center
Kl. 12.00 og 14.00
Rundvisning ved Utzon Centers adm. direktør Adrian Carter, der starter i Toldboden ved Utzon Centrets udstilling om havnefrontens historie og fremtid og fortsætter på byggepladsen på Honnørkajen med mulighed for at se det nye Utzon byggeri indefra og høre om visionerne, byggeprocessen og arkitekturen.
Aalborgs Centrale havnefront
Utzon Centret kommer sammen med Toldboden og Slottet til at omkranse den nye store plads ved Honnørkajen på Aalborgs centrale havnefront.
Bygningskulturens Dag:
Den anden weekend i september hvert år afholdes Bygningskulturens Dag. I 2007, som er Industrikulturens År, er temaet "industriens bygninger".
Over hele landet bliver der denne weekend sat fokus på bygninger og bygningskultur med forskellige aktiviteter: Rundvisninger, foredrag, udstillinger, arbejdende værksteder m.m.
Bygningskulturens Dag byder også på mulighed for at komme indenfor i spændende bygninger, der normalt er lukkede for offentligheden. Bag arrangementerne står museer, kommuner og biblioteker, husejere og frivillige fra lokale bevaringsforeninger, der hvert år gør et stort og engageret stykke arbejde.
Bygningskulturens Dag er den danske version af den fælleseuropæiske begivenhed European Heritage Days, der altid afholdes i september. Danmark deltager i år for 15. gang.