Byråd vil have nye boliger og kontorer på Hadsund Havn
Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune har besluttet at sætte seks byggefelter til salg i det attraktive område på Hadsund Havn.
Byggefelterne har et samlet areal på 7.000 m2 med mulighed for spændende byggeprojekter i op til mellem tre og fem etager. Det skulle gerne give plads til både boligprojekter, kontorer og dagligvarebutikker.
Byggefelterne ligger attraktivt på Hadsund Havn og for at styrke det maritime miljø, vil der blive gravet en kanal ind i området.
Borgmester H. C. Maarup er særdeles tilfreds med udsigten til at få byggeriet i gang:
- Der vil blive skabt et helt unikt og meget attraktivt miljø, der vil betyde et løft for hele kommunen og selvfølgelig særligt for Hadsund, siger han i en pressemeddelelse.
Historisk set har havneområdet i Hadsund spillet en central rolle som erhvervstungt område. Men i dag vil folk gerne både bo og arbejde med udsigt til vand, så udviklingen af havneområder står højt på mange kommunernes ønskelister.
Maarup forventer, at projektet vil skabe yderligere positiv fokus på kommunen og dens mange kvaliteter, fordi projektet tager sit udgangspunkt i beliggenheden tæt ved Mariager Fjord.
- Vi ligger jo i usædvanligt naturskønt område med både fjord, skov og hav. Og med byggeriet får vi sat fokus på noget af vores natur og gjort området mere indbydende og tilgængeligt for alle - både borgere, erhvervsdrivende og turister, uddyber borgmesteren.