Byrådsmedlemme renset for mistanke

 Byrådsmedlemme renset for mistanke

To politikere fra Hjørring var ikke inhabile i sag om genbrugsstation.

Det var helt i orden, at to byrådsmedlemmer i Hjørring Byråd deltog i behandlingen af en sag om en genbrugsplads, selvom de to også sad i affaldsselskabets bestyrelse.

Det har Vestre Landsret afgjort i en sag, der egentlig var rejst mod Naturklagenævnet. I sagen blev Naturklagenævnet frifundet, og samtidig tager landsretten stilling til byrådsmedlemmernes habilitet.

Pladsen blev godkendt af Hjørring byråd i september 2005 med 10 stemmer mod 8. Flere naboer mente, at beslutningen var ugyldig, fordi de to udslagsgivende stemmer kom fra Else Købstrup og Orla Ørnbøll, der begge var Hjørring Kommunens repræsentanter i affaldsselskabets bestyrelse.

Men hertil siger landsretten, at affaldsselskabet er en fælleskommunal virksomhed, der skal løse de lovpligtige opgaver, som hver enkelt kommune er pålagt. Derfor er bestyrelsen sammensat af repræsentanter for kommunerne, således at de kan overvåge, at selskabet udfører de kommunale opgaver.

- Derfor er der ikke fare for at afgørelser i byrådet påvirkes af uvedkommende hensyn, og det ses heller ikke i denne sag, vurderer landsretten.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland