Bysbørn som værter til indsamlingsshow
Foto: Aalborg Kongres & Kultur Center
Sangerinden Pernille Rosendahl er født og opvokset i Hasseris i Aalborg. D. 8. februar er hun sammen med Mads Steffensen vært for DR's store indsamlingsshow, der blandt andet bliver sendt fra Aalborg.
Mads Steffensen og Pernille Rosendahl er klar til at være værter i Aalborg for Danmarks Indsamling 2013.
Når DR1 blænder op for det store show til fordel for Danmarks Indsamling 2013 fredag den 8. februar, er de to værter på showet i Aalborg Kongres & Kultur Center på hjemmebane. I front kommer nemlig tv-vært Mads Steffensen og sangerinde og tidligere X-Factor dommer Pernille Rosendahl.
Mads Steffensen er født og opvokset i Gistrup ved Aalborg, og Pernille Rosendahl er født og opvokset i bydelen Hasseris i Aalborg.
Sammen vil de to tone frem på skærmen hver gang DR stiller om til showet i Aalborg. I år har DR valgt at sende det store indsamlingsshow fra hele fire byer i Danmark: Aalborg, Horsens, Odense, Roskilde.
I Aalborg bliver showet sendt fra Aalborg Kongres & Kultur Center. Pengene, der bliver samlet ind, går til Afrika.
I 2012 skabte det store tv-show et resultat på 87 mio. kroner som de 12 humanitære organisationer, der sammen med DR1 står bag, sendte videre til Afrikas børn på flugt.