Chokeret far: Kørte selv forbrændt søn på skadestuen

Faren til den seksårige dreng, der blev alvorligt forbrændt i en SFO i Thisted, måtte selv sørge for, at sønnen blev kørt på skadestuen.

Det er en chokeret far, der dagen efter at hans seksårige søn blev forbrændt i sin SFO, kan gøre status over forløbet omkring ulykken.

Seksårige Magnus blev alvorligt forbrændt i ansigtet, da han blev ramt af stikflammer fra et bål i SFO'en på Østre Skole i Thisted. Det skete, efter en pædagogisk assistent hældte brændbart væske på det tændte bål, som børnene sad omkring.

Efter ulykken ringede de ansatte, ifølge Magnus' far, Jesper Mørch Jensen, hverken til forældrene eller 112. Det var først, da Jesper Mørch Jensen, fik et opkald fra sin datter, at han blev orienteret. Han kørte med det samme op til SFO'en og kunne konstatere, at hans søn øjeblikkeligt skulle køres til sygehuset. Her havde pædagogerne valgt at duppe Magnus' ansigt med våde klude.

- Jeg er fuldstændigt chokeret. Der gik jo en halv time til tre kvarter, inden min søn fik den rigtige hjælp. Det var tydeligt at se, at han skulle have haft hjælp med det samme, siger han.

Jesper Mørch Jensen fik en pædagog til at køre ham, så han kunne passe på sønnen under turen til skadestuen.

På skadestuen blev det hurtigt konstateret, at seksårige Magnus var så slemt tilredt, at han skulle flyves med helikopter til Rigshospitalet. Her skal han være indlagt i 12 dage, inden man kan fastslå, om han skal have en hudtransplantation.

Jesper Mørch Jensen understreger, at han har et godt forhold til Østre Skole og til SFO'en. Han har torsdag haft et møde med skolen.

- Jeg ønsker ikke at klandre nogen. Men jeg synes, at det er vigtigt at sætte fokus på det her, så man kan undgå lignende ulykker i fremtiden, siger han.

Skole beklager dybt

Skoleleder ved Østre Skole i Thisted, Brian Kirk Nielsen, beklager sagen dybt

- Vi er utroligt kede af den her sag. Vi har en medarbejder, der har optrådt ubetænksomt, og vores retningslinjer for førstehjælp er tilsyneladende ikke blevet fulgt. Vi er stadig ved at undersøge sagen, men selvfølgelig vil vi gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at dette ikke sker igen, siger Brian Kirk Nielsen til tv2.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland