Christiansborgredaktør om klimapartneraftale: Kommende sanktioner er sandsynlige
TV2 Nords Christiansborgredaktør mener, at det er sandsynligt, at der vil komme sanktioner mod klimapartner virksomheder, der ikke lever op til målene i aftalen.
Det var med store smil, at statsminister, Mette Frederiksen, torsdag præsenterede regeringens første klimapartner i erhvervslivet. Nemlig Aalborg Portland.
Statsministeren meldte lige ledes ud torsdag, at hun ikke har behov for at opstille sanktioner, hvis klimapartner virksomhederne, som altså indtil videre kun er Aalborg Portland, ikke lever op til målene i aftalen.
Men det kan der nu godt komme ifølge TV2 Nords Christiansborgredaktør.
- Selvom Mette Frederiksen i dag siger, at hun ikke kommer til at opstille sanktioner, så må vi forvente, at der i den klimahandlingsplan, som skal forhandles om til foråret, kommer nogle håndtag at hive i, siger TV2 Nords Christiansborgredaktør, Katrine Fuglsang.
Partier som Enhedslisten har været ude at kalde aftalen et skridt på vejen, men savner hårdere midler. Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, sagde torsdag, at hvis Aalborg Portland ikke lever op til deres del af aftalen, så skal der være en pisk i form af betaling ved kasse ét. Netop støttepartierne, mener Katrine Fuglsang, kan få Mette Frederiksen til at må bøje sig i forhold til sanktioner mod virksomheder, som ikke lever op til målene i aftalen.
Støttepartierne kommer til at stille krav om sanktioner.
- Katrine Fuglsang, Christiansborgredaktør, TV2 Nord.
- Støttepartierne kommer til at stille krav om sanktioner, så selvom der ikke er kommet nogle sanktioner i dag, så betyder det ikke, at vi ikke senere kan se sanktioner præsenteret, siger Katrine Fuglsang.
Efter planen skal der indgås mellem 10 og 15 partnerskabsaftaler med virksomheder.