Cirkus bag kulissen
Foto: Torben Lykke Larsen
Der er meget at holde styr på, når en stor cirkusforestilling skal køres i stilling.
For en cirkusforestilling er meget mere end elefanter, klovne og akrobater. 21-årige Patrick Berdino er i lære som cirkusdirektør i Cirkus Arena, og det er ham, der har ansvaret for, at forestillingerne klapper.
- Min farfar er direktør, så det er ham, der har det sidste ord, men det er mig, der skal sørge for, at alt er som det skal være, og forestillingen forløber på bedst mulige vis, siger Patrick Berdino.
Udover at skulle stå for meget af det praktiske forud for forestillinger rundt i hele landet, optræder Patrick Berdino også selv med zebraer, dromedarer og alpakaer. Han er fjerde generation i Berdino-familien, der startede Cirkus Arena, så Patrick vokset op med livet i et cirkus.
- Der er altid en lille smule nervøsitet, men det er jo vores liv. Vi gør det hver dag, så det er jo lidt en rutine. Man vender sig til det, og man ved altid, hvad man skal gøre, og hvor man skal være, men der kan altid ske noget uventet, siger han.
Cirkuset er blevet et flergenerationers familieforetagende, hvor hele familien har forskellige roller i det store cirkus-setup. I alt arbejder der folk fra 12 forskellige nationer på Cirkus Arenas sommertogt rundt i Danmark.
Cirkus Arena er netop nu på turne i Nordjylland, hvor de har forestillinger de frem til den 23. maj.