Per Clausen kræver handling
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Folketingspolitiker ønsker hårdere straffe til skattesvindlere.
Folketingspolitiker Per Clausen (Enh.l.) vil have ministeren til at stramme reglerne overfor skattesvindlerne i Jomfru Anegade.
- Det er ikke manglen på kasseapparater, der er problemet i Jomfru Anegade, men sorte penge, plat og svindel. Når man ikke installerer kasseapparater, handler det kun om at dække over denne kriminelle adfærd. Derfor bør de restauratører, der ikke anskaffer sig de lovpligtige kasseapparater, fratages deres bevilling, skriver Per Clausen til TV2/Nord.
Weekendens skatterazzia i Jomfru Anegade viste, at der fortsat er massive problemer med regnskaberne. Flere steder blev der slet ikke brugt kasseapparater.
- Det var jo på baggrund af mediernes afsløring af systematisk anvendelse af sorte penge i Jomfru Anegade, at skatteministeren lovede mig, at skærpe kontrollen af Jomfru Anegade. Disse kontroller har bekræftet, at noget er helt galt i Jomfru Anegade. Nu må den skærpede kontrol følges op af handling. Ellers har den ikke nogen effekt, skriver Per Clausen.
Per Clausen vil nu stille spørgsmål til skatteministeren i sagen for at sikre, at der bliver taget hånd om problemet.