Byrådsmedlem i Aalborg for Enhedslisten Per Clausen er vred over, at Aalborg Kommune ser ud til at skulle spare 50 millioner kroner på handicapområdet i de kommende år.
På onsdag skal Ældre- og Handicapudvalget i Aalborg Kommune godkende en plan, hvor der er lagt op til besparelser for 50 millioner kroner frem mod 2017. Noget der har fået Enhedslistens Per Clausen op i det røde felt.
- Jeg er vred over, at man giver de handicappede den behandling. De får sværere ved at komme ud og være sammen med andre mennesker, og samtidig får de dårligere service i deres hjem. Det er ikke i orden, siger han.
Handicappolitisk talsmand for Dansk Handicap Forbund i Aalborg Lotte Mørkhøj har også svært ved at se, hvordan de handicappede skal klare sig selv.
- Et menneske med muskelsvind kan du ikke træne op - og et menneske med en rygmarvsskade kan du ikke lære at gå igen. Jeg kan ikke se, at man kan få folk til at klare sig selv, forklarer hun.
Rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Thomas Krarup, ser dog ikke noget problem i, at de handicappede skal være mere selvkørende.
- En god service handler også om, at man hjælper borgerne til at kunne klare sig selv. Jeg ser vores nye plan som et godt pædagogisk tilbud til dem.