Per Clausen stopper som gruppeformand i Enhedslisten

Ny gruppeformand i EL bliver Stine Brix, mens Per Clausen vil forberede sig på et liv uden for Folketinget.

Enhedslistens folketingsgruppe bytter rundt på posterne forud for det nye folketingsår.

Det betyder blandt andet, at en af partiets mest fremtrædende politikere Per Clausen stopper som gruppeformand og træder ud af gruppeledelsen.

- Jeg genopstiller ikke til næste folketingsvalg, så det er naturligt, at jeg giver stafetten som gruppeformand videre.

- Så kan jeg også prioritere kommunalvalgkampen, hvor jeg er opstillet til byrådet i Aalborg, siger Per Clausen, der fortsætter som ordfører for blandt andet miljø, fødevarer og energi.

Per Clausen har siddet i Folketinget siden 2005 og været gruppeformand siden 2009. Men på grund af Enhedslistens rotationsprincip kan han ikke genopstille ved næste folketingsvalg.

Ny gruppeformand i Enhedslisten bliver partiets sundhedsordfører, Stine Brix, som samtidig overtager posten som erhvervsordfører.

Stine Brix er 31 år og blev valgt ind i Folketinget ved folketingsvalget i 2011. Hun vil bruge posten som gruppeformand til at kæmpe for "solidarisk og grøn politik".

- Enhedslisten har en stærk folketingsgruppe, som er dygtige til at levere resultater. Men vi er også udfordret af, at regeringen ofte kigger til højre i folketingssalen.

- Vores opgave frem mod valget bliver at vise, at det er muligt at lave solidarisk og grøn politik. Det glæder jeg mig til at tage fat på som gruppeformand, siger Stine Brix.

Enhedslisten har samtidig udnævnt Pernille Skipper og Finn Sørensen til gruppenæstformænd.

Pernille Skipper ventes at overtage posten som politisk ordfører og Enhedslistens ansigt udadtil, hvis det næste folketingsvalg kommer så sent, at Johanne Schmidt-Nielsen også rammes af rotationsprincippet og må forlade Folketinget.

Med rokaden vil Enhedslistens gruppeledelse fremover bestå af Stine Brix, Pernille Skipper og Finn Sørensen samt politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen og finansordfører Frank Aaen.


Seneste nyt

fra Nordjylland