Color Line kåret som Danmarks bedste rederi
Foto: TV2/Nord
Color Line er blevet kåret som Danmarks bedste passagerrederi. Det skete på Danish Travel Awards, som fandt sted i går. SAS blev samtidig kåret som bedste flyselskab.
Color Line har fået et stort skulderklap af passagererne. De har kåret den nordjyske virksomhed til Danmarks bedste passagerrederi 2011.
- Vi er glade og stolte over prisen. SuperSpeed-skibene har kun været i drift i fire år, og det glæder os, at forbrugerne nu vurderer den type hurtige overfart på linje med traditionelle færger, hvor der fx er overnatningsmuligheder. Vi ser det som en anerkendelse af hele vores organisation og af det koncept, vi har valgt for overfarten, siger Henrik Renneberg, adm. direktør i Color Line.
Prisen blev uddelt i forbindelse med Danish Travel Awards, som fandt sted i København i går. Color Line fik den bedste score af de ca. 1.400 forbrugere, som har deltaget i en stor undersøgelse foretaget af YouGov Zapera om forbrugernes præferencer inden for rejser og transport. Undersøgelsens deltagere var repræsentativt udvalgte i forhold til resten af befolkningen.
En milepæl for Color Line
Der er cirka 10 passagerrederier i Danmark. Color Line vandt prisen foran de øvrige nominerede, DFDS Seaways og Stena Line.
- Prisen markerer en milepæl for os på det danske marked. Forbrugerne honorerer den samlede kundeoplevelse lige fra man booker sin billet, tjekker ind i færgeterminalen til overfarten er ovre. Derfor er det et skulderklap til vores ansatte, som knokler for at give kunderne den bedste oplevelse både ved bestilling, på selve terminalen og ombord på skibene, fortæller Henrik Renneberg.
SuperSpeed 1 og 2 sejler fra Hirtshals til henholdsvis Larvik og Kristiansand. De klarer turen til Norge på 3,5 timer. Netop hastigheden er et afgørende punkt for forbrugerne, vurderer Henrik Renneberg.
- Vores kunder sætter stor pris på den hurtige overfart, og vi arbejder for, at rejsetiden ikke opleves som ventetid. Der er god mad og mulighed for adspredelse med tv, internet og shopping ombord, siger Henrik Renneberg.