Corona: Ingen valgfrihed mellem vacciner
I mandagens udgave af Fokus besvarer regionsrådsformand Ulla Astman (S) og overlæge Henrik Nielsen seernes spørgsmål om corona og den omstridte vaccine fra AstraZeneca.
- Som udgangspunkt kan man ikke vælge og vrage mellem vaccinerne. Man bliver tilbudt dem, der er. Det er den måde, vaccinationsprogrammet er skruet sammen på. Sådan lyder det fra regionsrådsformand Ulla Astman i en tv-debat på TV2 Nord.
Rettelse: Rettelse
Artiklen er ændret 23/3 kl. 13.00. I den oprindelige artikel var overskriften: Klar besked om udskældt vaccine: - Tag den vaccine, du bliver tilbudt - ellers er det bag i køen Det fremstod som noget, regionsrådsformand Ulla Astmann havde udtalt i forbindelse med Fokus-udsendelsen. Der er ikke dækning for denne oprindelige overskrift. Det, Ulla Astmann, gav udtryk for – og fortsat mener – er, at vælger man en vaccine fra, må man vente, til man kan få en anden vaccine tilbudt. Dette er ikke nødvendigvis det samme som at blive sendt bag i en kø – og slet ikke som straf for, at man ikke havde lyst til at modtage den først tilbudte vaccine. TV2 Nord beklager den oprindelige ordlyd og de misforståelser, den har givet anledning til.
Mandagens udgave af debatprogrammet Fokus ser nærmere på genåbningen af Danmark, samtidig med at flere og flere bliver vaccineret.
Uge efter uge lempes en smule mere, og lige nu forhandler politikerne på Christiansborg om, hvad der kan åbne næste gang.
- Generelt går genåbningen rigtig godt. Vi tester rigtig mange nu og bygger hele tiden ud på kapaciteten, så vi undgår ventetider, siger den socialdemokratiske regionsrådsformand Ulla Astman.
Vi vil komme til at se de her mindre smitteudbrud fremover. Men så kan vi lave nålestiksoperationer og gå ind og lukke ned lokalt, men det betyder ikke, at det hele må lukkes ned
Ulla Astman (S), regionsrådsformand
Regionsrådsformanden er er tilfreds med corona-sitationen i Nordjylland, selvom Filstedvejens Skole måtte sende de små elever hjem kort efter genåbningen på grund af smitteudbrud på flere årgange.
- Vi vil komme til at se de her mindre smitteudbrud fremover. Men så kan vi lave nålestiksoperationer og gå ind og lukke ned lokalt, men det betyder ikke, at det hele må lukkes ned, siger Ulla Astman (S).
- Vi må stole på myndighederne
Mange af spørgsmålene til debatten i Fokus kommer fra TV2 Nords brugere på Facebook.
Her handler mange spørgsmål om den omdiskuterede AstraZeneca-vaccine, som er sat på pause, fordi myndighederne frygter, at den kan være med til at fremprovokere blodpropper hos mennesker.
Pausen varer foreløbig frem til torsdag. Såfremt vaccinen frigives, vil den igen indgå i det danske vaccinationsprogram.
- Som udgangspunkt kan man ikke vælge og vrage mellem vaccinerne. Man bliver tilbudt dem, der er. Det er den måde vaccinationsprogrammet er skruet sammen på, siger Ulla Astman.
- Hvis man så alligevel vælger at takke nej til den vaccine, man bliver tilbudt, hvad sker der så?
- Ja, så bliver man ikke vaccineret, før der er andre vacciner tilstede i så stor volumen, at det kan lade sig gøre at tilmelde sig en af dem. Som udgangspunkt kan man ikke vælge. Det har Sundhedsstyrelsen besluttet, siger Ulla Astmann
Du kan se debatten i Fokus på TV2 Nord første gang mandag aften klokken 19.50. Hør også hvad overlæge og professor, Henrik Nielsen, siger til genåbningen og vaccinerne.
Se Fokus-debatten: