Crossfittere gik amok i Løkken
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
90 deltagere i hold af to sled sig selv op i sandet.
På stranden i Løkken havde Aalborg Crossfit lørdag arrangeret Beach Challenge 2013. Veltrænede drenge og piger dystede mod både hinanden og sig selv i en motionsform, der stiller store krav til såvel det fysiske som det psykiske.
- Vi skal der hen, hvor det gør rigtig, rigtig ondt, og så skal vi bare lidt videre. Det er fedt. Jeg startede for et halvt år siden, og det har forandret mit liv, siger Kenneth Stie, der stiller op med makkeren Jakob Borg Andersen.
Ingen af de to har dyrket crossfit i mere end et år, og Aalborg Crossfits Beach Challenge 2013 er deres første konkurrence sammen. Begge er de på kort tid blevet voldsomt begejstret for den hårde motionsform.
- Du kommer ned i et center, så er der en træner, der siger, hvad du skal lave, og så efter en time er du bare fuldstændig gennemblødt, og du har bare det fedeste moment i dit liv, siger Kenneth Stie.
I alt 90 unge kvinder og mænd brugte det meste af lørdagen på at presse deres krop til det yderste.
Det er anden gang, at Aalborg Crossfit arrangerer Beach Challenge. Sidste år var det kun for klubbens egne medlemmer, men i år atleter fra hele landet inviteret med, og næste år skal det udvides yderligere, så crossfittere fra hele Skandinavien får mulighed for at deltage i anstrengelserne på stranden i Løkken.