Cykelmyg indtager Aalborg Teater
Cykelmyggen Egon og hans skaber Flemming Quist Møller indtager Store Scene på Aalborg Teater de næste seks uger
De næste seks uger kan nordjyderne opleve Cykelmyggen Egon og hans forelskelse Dansemyggen Dagmar på allernærmeste hold, når Aalborg Teater fremfører Cykelmyggen Egon.
Danmarks nok mest kendte myg - Cykelmyggen Egon - kommer til Aalborg. I morgen har Aalborg Teater nemlig premiere på deres nye familieforestilling.
- Det er en forestilling for alle. Der er både noget for ørene og øjene, så alle kan følge med, siger Egons skaber Flemming Quist Møller til TV2/Nord.
Flemming Quist Møller, der skrev billedbogen om Egon tilbage i 1967, skal selv op på scenen og hjælpe historien i mål.
- Det er et samspil. Jeg står og fortæller på scenen og skuespillerne agerer ud fra det. Så jeg er stemmen og de er kroppen, siger forfatteren.
De fleste aktører stammer fra udlandet, hvorfor opsætningen rummer nogle af verdens bedste artister og akrobater. De skal sammen underholde nordjyderne de næste seks uger. Der er premiere fredag klokken 10.00.
Afsluttende prøver
Du kan komme med bag de lukkede døre og se prøverne dagen før premieren i nyhederne torsdag klokken 19.30 på TV2/Nord.