Cykeltyv kan stå bag voldtægtsforsøg

Politiet vil meget gerne have fat i en ung mand, der natten til lørdag stjal en cykel fra en ung kvinde. Manden kan måske være indblandet i et voldtægtsforsøg.

Omkring klokken tre natten til lørdag blev en ung kvinde skubbet af sin cykel, da hun kom kørende ad Hobrovej og Østre Alle i Aalborg. Den unge mand, der gjorde, stjal cyklen og stak af.

Nordjyllands Politi er meget interesseret i at få fat i manden, da han måske kan have forbindelse til et voldtægtsforsøg.

Voldtægtsforsøget fandt sted i Golfparken i Aalborg den 16. marts. Her blev en kvindelig løber overfaldet og forsøgt voldtaget. Det lykkedes dog for hende at vriste sig fri. Manden indhentede hende dog og truede hende nu på livet. Igen fik hun vristet sig fri og alarmeret politiet.

Ifølge vagtchef hos Nordjyllands Politi Åge Pedersen kan de to sager om cykeltyveri og voldtægtsforsøg have forbindelse til hinanden, da kvindernes signalement af gerningsmanden ligner hinanden.

Han beskrives som ung - cirka 18 år, 160 centimeter høj og tynd af bygning. Han har uren hud og var under cykeltyveriet iført blå bukser og en hvid t-shirt med sort kant.
Har man oplysninger i de to sager, vil politiet gerne høre nærmere på telefon 1-1-4.


Seneste nyt

fra Nordjylland