To dage før jul: 84-årig smides ud af sit barndomshjem
Den 84-årige Verner Bruhn er blevet smidt ud af sin udlejer efter flere kontroverser mellem parterne. Også selvom Verner havde en uopsigelig lejekontrakt.
En 84-årig mand fra Svenstrup bliver sat på gaden af sin udlejer kun to dage før jul. Den ældre mand havde ellers en uopsigelig lejekontrakt, men alligevel må han nu flytte ud af sit barndomshjem efter kontroverser med udlejeren.
84-årig Verner Bruhn har boet udenfor Svenstrup i en menneskealder. Men i 2001 solgte Verner sit barndomshjem til Preben Busk Mathiesen. De aftalte, at Verner kunne blive boende i huset resten af sit liv, han fik en uopsigelig lejekontrakt.
Men Verner kom på kant med udlejeren, da huset skulle renoveres. Han ville ikke flytte ud, fordi han var bange for at udlejeren ikke ville lukke ham ind igen. Og samtidig har Verner ikke taget imod to anbefalede breve fra udlejeren. Derfor har retten bestemt at udlejeren nu har ret til at smide den 84-årige mand på gaden. Verner har nemlig misligholdt lejekontrakten, lyder det.
- Jeg synes simpelthen ikke, at det er en voksen mand værdig, siger Verner Bruhn til TV2/Nord om udlejer Preben Busk Mathiesen.
Ifølge Verner har kontroverserne med udlejer Preben Busk Mathiesen ført til chikane for at få ham til at flytte. Her siger Verner, at han har været udsat for alt fra silikone i låse til spytklatter på ruderne.
- Han vil bare gøre mig træt med alt det her. Altså han vil jo gøre alt for jeg flytter, siger Verner Bruhn til TV2/Nord.
Hos Lejernes Landsorganisation har man været inde omkring sagen. Her er man rystet over behandlingen af Verner.
- Først og fremmest er det jo umådelig trist, at Verner skal forlade sit hjem når det er imod aftalen. Samtidig er det vores opfattelse, at udlejer chikanerer ham som en taktik til at få ham til at flytte ud, siger Jørgen D. Jensen, driftsleder hos Lejernes Landsorganisation, Aalborg.
I weekenden, altså en uge før kravet om fraflytning, flytter Verner i en ældrebolig i Nibe.
- Det er meget trist, men jeg kan ikke gøre mere. Jeg må få det bedste ud af det, siger han.
Her på TV2/Nord har vi været i kontakt med udlejer Preben Busk Mathiesen. Han har ikke ønsket at stille op til interview, men siger:
- Der er to sider af samme sag.