Dansk Byggeri advarer: Pas på tung sne på taget
Foto: TV2/Nord
Erfaringerne fra sidste vinters mange kollapsede tag især i Nordjylland giver anledning til ekstra omtanke i disse dage, hvor vinteren igen viser tænder, sådan lyder udmeldingen fra Dansk Byggeri.
Det er først og fremmest ejere af lagerbygninger, maskinhaller og haller, samt ejere af landbrugsbygninger, der skal være opmærksomme på belastning fra sneen efter de sidste dages vintervejr.
- Vi har heldigvis fået samlet erfaringer og viden ind, så vi nu ved lidt bedre, hvor sneen trykker og kan resultere i sammenstyrtning af tagkonstruktioner. Vi ved således, at man skal være opmærksom på især ældre bygninger med træspær med store spænd over 10 meter eller bærende konstruktioner i stål, fortæller afdelingschef Eva Kartholm, Dansk Byggeri.
Det er også erfaringen, at de mest risikobehæftede bygninger ofte er bygninger med skader på grund af dårlig vedligeholdelse, påkørsler, ændringer af konstruktionen eller lignende.
Efter de mange snekollaps sidste vinter, har Erhvervs- og Byggestyrelsen sammen med blandt andre Dansk Standard og Dansk Byggeri set nærmere på årsagerne. Undersøgelsen vil resultere i en anbefaling til bygningsejerne. Anbefalingen er endnu ikke udfærdiget.
- Den er ikke klar, og indtil da kan vi kun anbefale, at man bruger sin sunde fornuft. Sidste år så vi en del bygningsejere, som ikke nåede at reagere før det var for sent. Så kig op på taget og hold øje med, om der er sneophobning. Hvis der ligger mere end 15-20 cm sne på en ældre stålhal, så er det værd at overveje en snerydning, vurderer Eva Kartholm.