Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dansk-norsk arkitektfirma skal omdanne købmandsgård i Sydthy til museum

Sådan kommer det til at se ud. Byggeriet begynder efter planen i 2023. Foto: Statens Museum for Kunst

Nu ligger det fast, hvilket projekt der skal realiseres i Doverodde Købmandsgård i Sydthy.

Natur, kunst og kulturhistorie forenes i det projekt, der netop har vundet arkitektkonkurrencen om at skabe en samlet plan for ombygningen af Doverodde Købmandsgård.

Her har SMK – Statens Museum for Kunst i samarbejde med Thisted Kommune siden 2018 inviteret besøgende til at opleve og udforske kunsten. 

Med ombygningen omdannes stedet nu til en permanent museumsfilial takket være en donation på 37,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

For fonden har det haft stor betydning, at hele Danmarks befolkning kan opleve noget af det ypperste, som kunsten har at byde på, i de særlige rammer i den gamle købmandsgård. 

Visualisering af købmandsgårdens gårdsplads med indgang til pakhuset og siloen. Foto: Reiulf Ramstad Arkitekter.

En unik oplevelse, lover museet

Med vinderforslaget bliver SMK Thy lige så unik en oplevelse for den besøgende, som SMK i Sølvgade i København.

- Med det vindende projekt får vi en æstetisk og funktionsmæssigt yderst tilfredsstillende løsning på ombygning af pakhuset og en ny modtagelse. Projektet indfrier til fulde vores forventninger til en moderne, imødekommende og fleksibel udstillingsbygning. Her bliver rammen sat for forskelligartede udstillinger, og her bliver, ikke mindst, plads til, at besøgende i alle aldersgrupper kan udfolde sig og hente inspiration, der hvor kunst og natur mødes, siger Mikkel Bogh, direktør for SMK. 

MK er Danmarks nationalgalleri, og med det kommende projekt styrkes museets vision om at gøre landets største kunstsamling tilgængelig for en bredere del af befolkningen – også dem, der bor langt fra museet i København. 

Ambitionen er, at man fra 2024 skal kunne byde 35.000 besøgende årligt inden for i den nye satellit for udstilling og formidling af SMK’s samling af mere end 260.000 kunstværker.

Visualisering af, hvordan et udstillingsrum på SMK Thy vil se ud efter ombygningen. Foto: Reiulf Ramstad Arkitekter.

Skaber samspil mellem kunst og natur

Det er det norsk-danske og prisvindende arkitektfirma Reiulf Ramstad Arkitekter, som står bag vinderprojektet. Firmaet har præsenteret et projekt, der med få, men præcise greb iscenesætter de karakteristiske, eksisterende bygninger og gør hele området til kulturens rum med tilføjelser som en ny ankomstbygning og nye indgangspartier.

Udover at danne rammerne for SMK Thy skal købmandsgården fortsat huse Thisted Kommunes natur- og friluftsvejledning. 

Med det nye byggeprojekt styrkes samspillet mellem de to institutioner, og der etableres et særligt område med blandt andet kajakhus, foreningslokale og serviceværksted.

- Naturen og kunsten kommer til at mødes i Doverodde, hvilket giver spændende nye muligheder. Samspillet mellem stedets natur- og friluftsformidling og den kunstfaglige udstillingspraksis er et nyt samarbejde med et stort potentiale – og jeg er stolt af, at det er her i Thisted Kommune, dette møde nu for alvor kommer til at udfolde sig i spændende nye rammer, siger Niels Jørgen Pedersen, der er formand for Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget og kommunens kommende borgmester.

Visualisering af købmandsgårdens gårdsplads med indgang til pakhuset og siloen. Foto: Reiulf Ramstad Arkitekter.

Finanslovsbevilling sikrer fremtiden

Det er den store donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som har gjort en udvikling og ombygning af SMK Thy – og en helhedsplan for Doverodde Købmandsgård – mulig.

Udover donationen fra A.P. Møller Fonden har projektet modtaget en donation fra Færchfonden. SMK Thy er desuden netop blevet optaget på finansloven med en permanent bevilling, hvilket sikrer etableringen af museet og den fremtidige drift. 

Der er afsat 1,6 mio. kr. i 2022, 1,8 mio. kr. i 2023, 4,0 mio. kr. i 2024 og 3,7 mio. kr. årligt fra 2025.

Thisted Kommune finansierer 14,8 millioner kroner af projektet, der i første etape har et budget på 50,5 millioner kroner.

Byggeriet ventes at gå i gang i 2023, og forventningen er, at det nye SMK Thy står klar i foråret 2024.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.