Danske julemænd: Danmarks bedste pebernødder er valgt
Foto: Simon Knudsen, Scanpix
Danmarks bedste pebernødder er fra Jensen Brød.
Dansk Julemands Laug har kåret Danmarks bedste pebernødder. Vinderen er de vendsysselske pebernødder fra Jensen Brød.
Danmarks bedste pebernødder er fundet, og det er de vendsysselske pebernødder, der er løbet med sejren.
- Der er ikke nogen tvivl overhovedet. Jensen Brød har absolut de bedste pebernødder, siger Peter Gislund fra Dansk Julemands Laug.
Den 24. juni, præcis et halvt år før jul, mødtes omkring 50 danske julemænd, for at afgøre hvilken pebernød, der er den bedste. Det var, ifølge Peter Gislund, som har været julemand i mere end 30 år, ikke en svær beslutning. For de vendsysselske pebernødder kan noget helt særligt.
- Det er især den her sprøde skorpe, som bare er helt fantastisk. Og så bruger de nelliker, som jo er meget mildere end peber. Det gør dem bare helt forrygende, siger han og fortsætter:
- Den skiller sig enormt meget ud fra andre pebernødder. De fleste smager bare af brunkager, og det gør de vendsysselske bestemt ikke.
Selvom kåring af Danmarks bedste pebernød allerede fandt sted i sommer, så er det alligevel først nu, kåringen kommer ud. Og det skyldes, ifølge julemændene, sæsonen.
- Nu er det jo snart jul, og pebernødden forbindes jo med jul - faktisk vil jeg mener, at pebernødden er en stor del af julen. Så det er først nu, folk har lyst til at spise pebernødder, siger Peter Gislund.
Det er også på grund af sæsonen, at det først er i næste uge, at Jensen Brød får overrakt et diplom og en gave, som bevis på deres førsteplads.
Pebernødderne er dog ikke de eneste søde sager, som julemændene finder de allerbedste af. Også Danmarks bedste æbleskriver er fundet – de befinder sig på Sjælland.