Danske Spil brød loven i Wichmann-sag
Foto: TV2/Nord
Danske Spil videregav personfølsomme oplysninger om to kvinder involveret i matchfixingsag.
Det statsejede spilleselskab Danske Spil brød loven, da det videregav personfølsomme oplysninger under efterforskningen af sagen mod fodboldspilleren Kristoffer Wichmann.
Morgenavisen Jyllands-Posten skriver tirsdag, at Danske Spil med fuldt overlæg videresendte navnene på to kvinder, der var involveret i sagen, til Dansk Boldspil-Union (DBU), inden man havde fået den nødvendige tilladelse.
I mailen advarede Danske Spil samtidig DBU om, at unionen ikke måtte fortælle, at den havde fået navnene på de to kvinder fra spilleselskabet.
- Vi må og kan ikke videregive oplysninger om de personer, der har indsendt kvitteringerne, skriver Danske Spil ifølge Jyllands-Posten i mailen til DBU.
Derfor krævede Danske Spil, at DBU's sikkerhedschef dækkede over den ulovlige læk ved at skjule, hvor han havde fået navnene på de to kvinder fra.
- Han må under ingen omstændigheder nævne, at han ved, at de har indsendt kvitteringer til os, eller at han har fået deres navne oplyst af os, skriver Danske Spil.
Sagen drejer sig om, at divisionsspilleren Kristoffer Wichmann i august 2011 spillede på en sejr til sit eget hold, og det er forbudt ifølge DBU's love.
Derfor fik han to kvinder til at indløse vinderkuponerne hos Danske Spil.
Det er de to kvinders navne, som Danske Spil altså har videregivet til DBU - selv om det krævede kvindernes tilladelse.
Danske Spil har hidtil hævdet, at kvindernes navne blev videregivet i juli 2012, men bekræfter nu, at det skete fire måneder tidligere.
- Vi kan se af vores mailkorrespondance, at navnene på de to involverede kvinder er overgivet til DBU allerede i marts 2012, oplyser Danske Spils informationschef Thomas Rørsig til Jyllands-Posten.
Sagen kan i yderste konsekvens ende med en straffesag og en bøde.